Med det vintervejr, der har hærget Danmark de seneste to vintre har fodboldspillerne haft vanskelige vilkår. Baneforholdene har mildt sagt været elendige. I Kerteminde Boldklub forsøger man at gøre noget ved det problem. Visionen er at etablere en kunststofbane, og det skal være på klubbens gamle grusbane.
- Vi har arbejdet på sagen siden sidste forår. Nu har vi præsenteret projektet for kommunens fodboldråd, og de anbefaler, at vi går videre med projektet, fortæller KB’s formand Jens Peter Nørgaard.
Prisen på en kunststofbane er den nette sum af 3½ millioner kr. Ikke lige en pris, der passer allerbedst til en serieklubs økonomi. Bestyrelsen er også godt klar over, at en i forvejen trængt kommunekasse ikke kan bære en så stor anlægsudgift. Alligevel mener man i KB, at projektet er realistisk. For det første er prisen på kunststofbaner rent faktisk faldet, og dernæst har DBU lavet en pulje på 5 mio. kr. til etablering af netop kunststofbaner. Den pulje vil man forsøge at få del i.
Åben for alle
Kommunens øvrige klubber har været betænkelige ved projektet. De er bange for, at en kunststofbane i Kerteminde vil betyde færre kommunale kroner til dem.
- Det er bestemt ikke intentionen, og sådan skal det naturligvis ikke være, forsikrer Jens Peter Nørgaard.
Tværtimod kan klubberne glæde sig. Meningen er, at samtlige kommunens fodboldklubber skal kunne benytte kunststofbanen i Kerteminde
Hentet fra kjavis.dk