CUBA Holdet

fodboldholdet juni 2016

Fodbold glæde til alle

At se unge mennesker spille fodbold det bedste de har lært, er ren fornøjelse.

CUBA (Center for Undervisning, Beskæftigelse og Aktivitet)  blev i det tidlige forår 2015  kontaktet af en træner fra Kerteminde Boldklub. Han tilbød at stille sig til rådighed som træner for fodboldtræning til unge med særlige behov.

Begejstringen var stor, for mange af de unge mennesker i Kerteminde med særlige behov vil rigtig gerne spille fodbold, men har svært ved at være en del af holdene i klubben. Kravene til spillerne, både fodboldmæssigt og socialt, er for store samtidig med at mange af de unge er på kontanthjælp og derfor ikke har råd til kontingentet.

Der blev oprettet et samarbejde mellem Kerteminde Boldklub, CUBA og Hjemmevejlederteamet. 3 personaler fra CUBA og Hjemmevejlederteamet blev koblet  på og der blev meldt ud til de unge i kommunen at der ville starte et fodboldhold til unge med særlige behov.

Den første april 2015 var første træningsgang og 10 unge mennesker stod klar i sportstøj og med store forventninger. De fleste har holdt ved og nye er kommet til, så holdet nu mestre ca. 16 spillere.

Spillerne møder hver onsdag på KBs baner, hvor de træner fodbold, lærer sociale spilleregler på en boldbane og hygger sig med hinanden – samtidig med at de er en del af det store fællesskab i KB.

Holdet er meldt ind i Dansk Handicap Idræt, så de kan deltage i de stævner der arrangeres der. Holdet har været til det første stævne i Grenå, hvor de både oplevede at vinde og tabe kampe, de oplevede et sammenhold med de øvrige spillere og der var mandehørm i omklædningsrummet.

Det er med stor glæde, at holdet nu kan stille i kamptøj som viser de er en del af KB.

Det er en fornøjelse at følge holdet og følge den udvikling der er sket både spillermæssigt og adfærdsmæssigt. Der er stadig mange ting der skal arbejdes på, men alle går på med krum hals.

Vh Pia Madsen/kontaktperson og tovholder – CUBA Kerteminde


Vil du også spille i KB?

Klik på knappen nedenfor for at melde dig ind i Kerteminde Boldklub.

Tilmeld dig her

Tilmeldingen åbnes i et nyt vindue